Ny stor bog viser hvor vigtig en kunstner L. A. Ring var

Ny stor bog viser hvor vigtig en kunstner L. A. Ring var

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Elisabeth Saugmann 26 May 2020
Del på facebook
Facebook

Ny stor bog viser hvor vigtig en kunstner L. A. Ring var

Forfatter og dr. phil. Henrik Wivel er aktuel med bogen ‘Det glasklare hjerte. En biografi om L.A. Ring’. Han beskriver den kanoniserede danske maler som både menneske og kunstner
Helt uden smittehensyn kan man boltre sig i billedkunst, bore sig ind i et kunstnerliv, og få en hel kultur-epoke lige i synet i en stor, lyseblå pragtbog om L.A. Ring (1854-1933), som skabte en række ikoniske billeder, der er med til at definere Danmark som nation. L.A. Ring bliver af mange kunsthistorikere betragtet som en de betydeligste danske landskabsmalere, han trak på traditionen fra Lundbye og Kyhn og er i dag genstand for en stadigt voksende international interesse.

Kunsthistorikeren og forfatteren Henrik Wivel kaster nyt lys på L.A. Rings liv og værk i en længe ventet bog, der både er biografi, kunsthistorie og billedanalyse. Bogen er smukt grafisk sat op som det rene æstetiske slaraffenland, den åbner med ungdomsværket ‘Banevogteren. Landsbyen Ring’ og ender efter 300 sider med de store vilde evige og vandblå hilsener til vitalismen og forfatteren Johannes V Jensen.
Foto: Maleri af L. A. Ring
Se store billeder her →
Maleri af L. A. Ring. I havedøren - kunstnerens hustru, 1897.
Foto: Maleri af L. A. Ring
Se store billeder her →
L. A. Ring, Når toget ventes. Jernbaneoverkørsel ved Roskilde Landevej, 1914.

Første biografi siden 1934

Wivels bog er den første store biografi om maleren, siden kunsthistorikeren Peter Hertz helt tilbage i 1934 kort efter kunstnerens død udgav en stor bog. Ved dagens unge, at L.A. Ring i sin samtid både skabte en ny æstetik og opnåede bred anerkendelse og kritiker ros? Det er ikke sikkert. Ring destruerede store dele af sin korrespondance, og Henrik Wivel har som den første forsker haft adgang til nyt kildemateriale såsom breve og vidnesbyrd om L.A. Ring.

En del af det moderne gennembrud

L.A. Ring distancerede sig aldrig fra sin ydmyge oprindelse på landet. Som et tegn på tilknytningen til opvæksten tog han som ung kunstner stednavnet Ring som sit efternavn, da han i 1880 første gang sendte malerier ind til den censurerede Forårsudstilling på Charlottenborg. Rings billedverden har sit tyngdepunkt i livet på landet blandt jævne folk i årtierne før og efter år 1900. Men landskabsmaleren Ring var også en del af Det Moderne Gennembrud, ca. 1870- 1890, da brødrene Brandes stod i spidsen for de danske kunstnere, der holdt til på Café Bernina i København. Wivel placerer Ring i tidens personkreds, der også omfattede Herman Bang, J.P. Jacobsen, Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi. Men hvordan var det nu med tidens tankegods og Rings værker midt i de aktuelle strømninger?

Som ung, politisk vakt pioner inden for socialrealismen og symbolismen satte Ring lup på det groteske og skævvredne i naturen og livet blandt landarbejderne. At hans blik ikke veg for ubehagelige realiteter, gav ham tilnavnet “hæslighedens apostel”. Men selv om Ring var socialist i sin ungdom, og hans sociale indignation var evigt present, blev hans kunst aldrig propagandistisk. Biografien følger hans virke fra de tidlige billeders socialrealisme og idéer om arv og miljø, over 1880’ernes psykologiske realisme og 1890’ernes symbolisme, helt frem til den gamle mands værker, renset for ideer i ren æstetisk syntese.
Foto: Maleri af L. A. Ring / Nasjonalmuseet
Se store billeder her →
Maleri af L. A. Ring
Foto: Maleri af L. A. Ring
Se store billeder her →
L.A. Ring, Tre dødningehoveder fra Convento dei Cappucini ved Palermo, 1894.

Gråvejr og klare himle

Med et dobbelt blik bevarede Ring sigtet som stedernes og landskabernes maler. Der er en lavmælt poesi i hans suveræne danske landskaber med gråvejr og klare himle midt i en brydningstid, hvor telefontråde, veje og jernbaneoverskæringer får landskaberne til at fremstå om symbolistiske sindbilleder på den menneskelige tilværelse. Rings forskydninger og overraskende beskæringer hæver motiverne op til alment eksistentielle udsagn i abstrakte rum, der viser det, man ikke ser med øjet. Og Henrik Wivel dokumenterer Rings brug af fotografiet som arbejdsredskab og påpeger, at han kunne have brugt et camera lucida.

Pontoppidan afslørede L.A. Rings hemmelige forelskelse

Henrik Wivel tolker sammenhænge mellem Rings personlige livserfaringer og hans malerier, hvor venskaber og kærlighedens forvandlende kraft satte sig spor i hans kunstneriske skift. Det er almindeligt kendt, at Ring betroede vennen Henrik Pontoppidan om sin første kærlighed. En langvarig hemmelig forelskelse i Johanne Wilde, der var gift med Rings ven Alexander Wilde. Men da Pontoppidan i romanen ‘Nattevagt’ i 1894 skrev en slet skjult afsløring af malerens kærlighed til fru Johanne, lukkede Ring for det varme venskabsvand. Ifølge Henrik Wivel, ses Rings sorte fortvivlende kærlighed i hans kunst i de år. Omvendt frisættes farvens og lysets kraft i hans maleri, da han mødte sin kone. Med Sigrid Ring fandt han menneskeligt og kunstnerisk hjem til sig selv, og den blå farve udstak kursen for store dele af hans efterfølgende virke. Om Ring og det blå skriver Henrik Wivel: “L.A. Ring havde blå øjne. De var lige så blå som den himmel, han malede, og som er indbegrebet af Ring en tidlig forårsdag eller en højsommermorgen. Azurblå himmel, der spejler sig i vandet. Tindrende klar og dyb i løden. Alle, der mødte Ring, mindedes hans øjne. Det var igennem øjnene, Ring blev set, og igennem dem, han selv så og skildrede verden.”

Inspiration til Danmarks statsministre

Hvis man er nybegynder i forhold til L. A. Ring, kan man med glæde søge ind på Statsministeriets samling af de 31 værker, som kunstsamler O. P. Christensen efterlod ved sin død som en gave til ministeriet. Statsministeriet har digitaliseret Ring-samlingen i gavens ånd. Christensen stilede samlingen til daværende statsminister Hans Hedtoft med den begrundelse: “at malerierne kan tjene Dem og kommende danske statsministre til inspiration i statsministerens høje gerning og udadtil virke som et vidnesbyrd om dansk kunsts høje stade og dens samhørighed med vort folk.” De 31 værker er beskrevet af Kai Flor i et katalog, som blev udgivet i 1957, da samlingen blev udstillet på Statens Museum for Kunst.
Foto: Mille Bjørnstrup (Strandberg)
Se store billeder her →
Forfatter Henrik Wivel.
Foto: Maleri af L. A. Ring
Se store billeder her →
L.A. Ring, Er regnen hørt op, 1922.

Fakta

Henrik Wivels bog ‘Det glasklare hjerte – En biografi om L.A. Ring’ er udkommet på forlaget Strandberg Publishing

Dr.phil. Henrik Wivel er kritiker, forfatter og tidligere kulturredaktør ved Weekendavisen, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Han er blevet tildelt Selma Lagerlöfs Medalj, Dansk Svensk Kulturpris og Georg Brandes-prisen samt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris.

Den 7. oktober holder Henrik Wivel foredrag med udgangspunkt i bogen på Den Hirschsprungske Samling - se mere her.

Mere om L.A. Ring her: www.kulturarv.dk
Del på facebook
Facebook

Elisabeth Saugmann

Journalist
Elisabeth er kulturjournalist og forfatter. Hun har tidligere været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media.

Hun har udgivet følgende bøger:
Musikkens førstedamer
Lidt hippie er nan vel altid
Super Mouse og Fejlfinderne
Prins Henrik
Samt bidraget til flere antologier
Se Elisabeths artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind